Kronstork lagde med sin første udgivelse ANTOLOGI 2010 grunden for et forlag der gerne vil være med til at foreslå en dagsorden – litterært og i forhold til alt det udenom – verden, samfundet og hvad der ellers findes. Vi udgiver bøger som vi gerne vil have bliver læst og talt om i litterære kredsløb og helt andre steder, når det er muligt. Vi prøver at være lyttende i forhold til de mange og meget forskellige stemmer der findes rundt om i litterære tekster og miljøer – men også stemmer og tekster fra helt andre felter, som vi synes det giver mening at fremhæve og udgive side om side med skønlitteraturen.

Vi er ikke afhængige af en stor tung forlagsmaskine, og kan derfor satse på bøger, der ikke umiddelbart er rentable, og søge nye veje når det kommer til f.eks. distribution og formidling. Med arrangementer og anden forlagsaktivitet vil vi gerne række ud over selve bogudgivelsen og ind i en offentlig samtale. Det handler ikke om hvem vi udgiver, men hvordan og hvad vi udgiver: Bøger, som folk både gider at læse, tale om og have stående i bogreolen.

Forlaget blev startet af Lars-Emil Woetmann og Helle Eeg. Den nuværende redaktion består af Lars-Emil Woetmann, Peter-Clement Woetmann og Erik Scherz Andersen.

Peter-Clement Woetmann tog afgang fra Forfatterskolen i 2006. Digter + Dramatiker + Redaktør (pc@kronstork.dk).

Erik Scherz Andersen er uddannet bibliotekar, startede Slagtryk i 2011, er digter og digital købmand. Hos Kronstork står Erik også for finanserne (penge@kronstork.dk).

Lars-Emil Woetmann er cand.mag. i dansk og digter. (lars-emil@kronstork.dk)